ADSL-hvorfor

Jeg har selv haft ADSL i Gl. Ullits siden sidste sommer (med TeleDanmark, via mit arbejde), så jeg har nået at få nogen erfaring på området, som jeg gerne vil videregive her. Hvis du har tekniske spørgsmål, må du gerne kontakte mig eller en af de øvrige i supportgruppen

David Douglas

Om ADSL

Hastighed:

Det hurtigste almindelige (ikke-ADSL) modem har en hastighed på 56 kb/s. Den billigste ADSL- forbindelse er 256 kb/s dvs. 4 ½ gange hurtigere.
Når hastigheden skrives som f.x. 256/128, så betyder det, at du henter data (fx. når du surfer) med 256 kb/s. Når du selv skal sende noget, fx. en email, er hastigheden 'kun' 128 kb/s. I praksis henter de fleste meget mere, end de sender.

Forskellen mellem et almindeligt modem og ADSL ses tydeligst, når man henter store filer - musik, software, videoklip osv. Selv om noget gratis software, som man kan hente på nettet, fylder flere CDer, så er det med ADSL realistisk at hente det. Om det så tager et døgn - det koster ikke noget, det passer sig selv, og din telefonlinie blokeres ikke imens.

Jeg vil anbefale 256/128 til at starte med - med mindre man har et helt konkret behov. Iøvrigt er de nævnte hastigheder kun maksimumshastigheder - der kan være flaskehalse andre steder ude på Internettet, når du surfer verden rundt.

Fast udgift

- der er ingen minuttakster. Du kan surfe og hente filer, alt hvad du vil uden at være bange for ekstraregninger. Bemærk, hvis du har ISDN, eller har overvejet det - ADSL er både billigere og hurtigere.

Telefonlinien frigives

Selv om ADSL bruger din gamle telefonlinie (kobberkabel), så sker det samtidigt med, at du taler i telefonen - din telefonlinie er altså ikke optaget, mens du surfer. Og der sker ingen ændringer ved din telefonlinie - du skal ikke - som med ISDN - købe nyt telefonudstyr.

Kan jeg vælge andre ADSL udbydere under dette projekt?

Nej, Det Digitale Ullits har indgået aftale med Tiscali, og projektet udbetaler kun tilskud til dem, der vælger en Tiscali ADSL-løsning. P.t. er TeleDanmark den eneste anden udbyder i vores område; hvis du vælger dem, er det udenfor dette projekt.

Hvad med mit telefonabonnement?

Du kan brug et hvilket som helst teleselskab, når du vælger Tiscali ADSL. Det er ikke tilfældet ved TeleDanmarks ADSL tilbud. Tiscali tilbyder ikke fastnet-telefonabonnementer. Hvis du er nødt til at have ISDN pga. dit arbejde, kan det fint fungere sammen med ADSL.

Kan jeg bruge ADSL til andet - fx. kabel TV, telefoni?

P.t. er der ingen, der tilbyder kabel TV via ADSL. Det kræver nok også mindst 10 gange større hastighed, end det billigste tilbud omfatter. Men det kommer nok. Ang. telefoni er der ikke noget telefontilbud med i pakken. På Internettet kan man dog ved at bruge computerens mikrofon og højtalere snakke med en anden, der sidder ved sin computer. Det er ADSL velegnet til - og så kan man snakke med venner og familie i udlandet helt gratis.

Hvad med beskyttelse mod hackere?

Med ADSL kan din computer være på Internettet døgnet rundt. Derfor er der øget risiko for, at de automatiske værktøjer, hackerne bruger, får øje på din computer. Den bedste beskyttelse får man med en router ( udtales 'ruter', forklares senere). Med den er det simpelthen ikke muligt for hackerne at komme forbi routeren ind til din computer, og routeren kan de ikke hacke.

Vælger man Tiscalis billigste tilbud, hvor computeren sidder direkte på modemet, er man mere udsat. Og du skal ikke tro, at bare fordi du er almindelig bruger, er du uinteressant for hackerne. Deres hackerværktøjer kan ikke skelne mellem firmaer og private: de søger bare, indtil de finder et sårbart system, som de kan overtage styring af. I mange tilfælde misbruger de så din computer til, uden at du ved det, at angribe andre computere på nettet.

Der findes software firewall programmer f.eks. ZoneAlarm, som er gratis ved privat brug. Det er en god beskyttelse, uanset hvilket ADSL-tilbud du vælger, - også hvis du bare har en almindelig Internetopkobling. Hvis du vælger det billigste ADSL-tilbud, bør du installere den medfølgende ZoneAlarm. Men den billigste router-løsning koster kun 15 kr. mere om måneden.

Et antivirus program

er ikke en erstatning for en software firewall; de virker fint i kombination til at beskytte dig mod forskellige slags trusler.

Om ADSL-udstyr

Der skal altid bruges et ADSL-modem. Enten kobler man sin computer direkte på modemet eller via en router, som så kobles til modemet. Jo mere udstyr, der er mellem din computer og telefonlinien, jo bedre er din computer beskyttet mod elektriske skader. Vi bor i et område, der er meget udsat for lynnedslag. Jeg har selv mistet et par almindelig modems pga. den overspænding, der kommer ind på telefonlinien efter et lynnedslag i området - det er følsom elektronik.

Da ADSL-modemet og routeren lejes fra Tiscali, kan vi i princippet være ligeglade, eftersom det er Tiscali, der i givet fald skal erstatte dem. Vi bor i et område med forholdsvis store udsving i strømkvaliteten. I Gl. Ullits har jeg målt spænding på op til 246,7 V - højest udenfor fyringssæsonen. Min erfaring fra TeleDanmarks ADSL er, at deres ADSL-modem og router ikke altid kan tåle disse spændinger, så jeg er glad for, at det er TeleDanmark og ikke mig, der ejer udstyret.

Hvilket tilbud skal jeg vælge?

Tiscalis hjemmeside viser de forskellig tilbud. Her er min forklaring: Med alle tilbud følger en 10 MB-stor hjemmeside hos Tiscali. Det er rigelig til en personlig hjemmeside; den må til gengæld ikke bruges til kommercielle hjemmesider med megen trafik (dvs. mange besøgende, der henter store filer). Sådanne hjemmesider kan i stedet for placeres under projektets hjemmeside. Du får også 10 email adresser.

Der findes to slags tilbud - en opsætning med ADSL modemet alene, eller en opsætning, der også bruger en router (læs mere nedenfor). På Tiscalis hjemmeside kan man vælge opsætningstyper og hastigheder og se, hvad prisen bliver. Her nævner jeg priserne for en 256/128 kb/s forbindelse. Priserne gælder ved tilmelding senest 31/3.