GL. ULLITS ER ET GODT STED FOR BØRN

Gammel Ullits fik i weekenden en flot tredieplads i konkurrencen om at blive "Årets Børneby 2006" i Nordjylland. Det skete i en direkte radioudsendelse på Nordjyllands Radio lørdag formiddag. Med hæderen følger en check på 10.000 kroner, og dermed er Gammel Ullits-borgernes drøm om at få toilet og lys sat op på landsbyens nybyggede sportsplads godt på vej til at blive opfyldt.

Det var 12-årige Marie Gamborg Laursen, der på vegne af alle børn i området indstillede Gammel Ullits til den ærefulde titel. I et to sider langt, håndskrevet brev fortalte hun om alt det dejlige, landsbyen har at byde på for både børn og voksne: "Om vinteren kælker alle børnene sammen, og de voksne kommer med kakao. Om sommeren er vi nede på vores nye sportsplads, som alle de voksne fra Gammel Ullits har bygget helt selv. De har bygget bålplads og et hus, så vi kan holde hyggelige aftener dernede. Vi har lavet sådan, at hver anden torsdag kan man komme ned og spise aftensmad og lave snobrød og lege. Alle børn kender alle, og vi leger alle sammen. Huset på sportspladsen hedder Bullerly, fordi vi har det lige så godt som dem i Bulderby."

At Gammel Ullits nu, uden at blinke, kan kalde sig den tredie-bedste by for børn i Nordjylland, blev lørdag aften fejret med røde pølser og fællesspisning - naturligvis i "Bullerly". Andenpladsen i konkurrencen gik i øvrigt også til Himmerland, nemlig til Øster Hornum, mens Poulstrup i Vendsyssel løb med titlen som "Året Børneby 2006". De to landsbyer fik henholdsvis 15.000 og 30.000 kroner.